Ole Ahlberg - en sand humorist

03.10.04: Ole Ahlbergs maleri har indenfor de seneste år gennemløbet en markant udvikling.
Hvor hans billeder tidligere ofte var bygget op efter devisen: et maleri i et maleri i et maleri i en slags kinesisk æske-system…., er der nu kun én central billedflade, én central scene, hvorpå handlingen udspiller sig.
Dermed har Ole Ahlberg forladt de illusionistiske spidsfindigheder til fordel for et mere ”normalt” maleri. Dette har nu ikke gjort hans billeder mindre gådefulde og dobbelttydige, for han er samtidig begyndt at benytte sig af den ensfarvede sorte eller mørkeblå baggrund, som mange af den nederlandske baroks stilleben-malere benyttede sig af. En baggrund, der virker endnu mere uudgrundelig og mystisk set i forhold til de stærkt oplyste objekter i forgrunden.
I Ole Ahlbergs univers er barokkens skrællede citroner, timeglas, slukkede stearinlys, kranier og hvad der ellers findes af vanitas-symboler imidlertid erstattet af et mere moderne repertoire. Mest markant er forskellen mellem ting eller mennesker fra den ”virkelige” verden og tegneseriefigurerne. Ahlbergs mange pikant klædte damer, svaner, porcelænsting og skyer er malet på en overbevisende plastisk måde, mens tegneseriefigurerne, fortrinsvis hentet fra Hergés Tintin- og Mads og Mette-albums, er malet med klart definerede konturer, der får dem til at stå fladt på lærredet. En forskel, der er til at tage og føle på.

Mere Magritte end Dali
Er Ole Ahlbergs kompositionsprincip forandret, er hans motivkreds stort set forblevet den samme: det handler stadigt i væsentligt omfang om erotik. Ikke på nogen lummer eller kopulerende facon, dertil har vi med en alt for raffineret kunstner at gøre, men på en måde, hvor det er beskueren selv, der i stort omfang skaber de frække historier. Erotikken er som regel også kun et påskud til dybere erkendelsesmæssige og politisk kommenterede undersøgelser. Her ligner Ole Ahlberg mere den uudgrundelige og sort humoristiske Magritte end den teatralske og surrealistiske Dali.

Et styks afmonteret pave
Det helt centrale motiv i Ole Ahlbergs maleriske univers er modsætningen mellem forskellige repræsentationer af uskyld og den seksuelle praksis, der foregår i den virkelige verden. En praksis, der afslører uskylden enten som en fiktion eller som religiøst begrundet hykleri.
Det sidste kommer især frem gennem Ole Ahlbergs regelmæssige brug af paven i sine billeder. I den romersk-katolske lære er paven per definition uskyldig. Som pontifex maximus er han ikke kun Roms biskop, han er Peters direkte efterfølger, kan afgøre alle trosspørgsmål og er som sådan ufejlbarlig. Dette sidste blev han dog først så sent som i 1870. Når Ole Ahlberg har ekstra fornøjelse af at benytte sig af den aktuelle pave, er det selvfølgelig fordi Johannes Paul II er en notorisk modstander af enhver form for svangerskabsforebyggelse og fordi han, skønt relativt liberal i menneskerettighedsspørgsmål, er stokkonservativ, for ikke at sige reaktionær i sine holdninger til ligestilling, homoseksuelles rettigheder og fri abort. Det er derfor vi ser en cigarrygende, lumsk smilende eller lystigt gnæggende Johannes Paul i selskab med smukke unge og indbydende kvinder i fransk undertøj. Ole Ahlberg viser det kirkelige overhoved som et menneske af kød og blod med drifter som os andre. En skinhellighed, afmonteret og dekonstrueret af kunstneren.

Der er svaner og svaner
Den snehvide svane, der svømmer majestætisk rundt på flere malerier, er et mere romantisk symbol på uskyld. Den store monogame fugl har været brugt i både litteraturen og billedkunsten som et billede på renhed, ofte i grænselandet mellem den dennesidige og hinsidige verden. Hos H.C. Andersen fungerer svanen som bekendt som et virkningsfuldt symbol på digteren, der må gennemleve den lave verdens fortrædeligheder for at blive optaget på sin sande plads som ophøjet poet. Hos Ole Ahlberg derimod møder den stolte svane ikke kærlige og uskyldige børn, men en meget jordisk form for kærlighed, gerne med et pikant S/M-indhold. Derved gør kunstneren det klart for alle, at den symbolske svane ikke har meget med virkelighedens at gøre, men netop er et symbol, skabt af menneskers behov for selvretfærdighed og transcendens.

Stakkels Tintin
Er de legetøjsting, Ole Ahlberg ofte placerer i sine billeder, et meget håndfast symbol på uskyldighed, forholder det sig anderledes med den Tintin-figur, der er gået hen og blevet til en slags varemærke for kunstneren. Tintin er nemlig en helt igennem fiktiv person. Oven i købet en meget speciel en af slagsen, idet man ikke finder antydningen af et kærlighedsliv i et eneste Tintin-album.
Med undtagelse af den operasyngende milanesiske kropsdue, Bianca Castafiore, er kvinden stort set fraværende fra Tintins univers. Selv den stordrikkende og hyppigt bandende Kaptajn Haddock viger skrækslagen tilbage fra Castafiores tilnærmelser, der da også mere er et publicitystunt end en kærlighedserklæring. Ole Ahlberg indsætter nu denne helt usædvanligt dydige tegneseriefigur i situationer, hvor han konfronteres med meget kødelige og meget lidt påklædte jordiske kvinder. Med stor forundring, for ikke at sige chok, stirrer Tintin på den forbudne frugt. Hans ansigtsudtryk, ofte hentet fra episoder i konkrete albums, røber, at al denne erotik er ham fuldstændigt fremmed. Som var den fra en anden planet. Ole Ahlberg understreger da også med al ønskelig tydelighed, at Tintin netop er en fiktiv person ved at gengive ham med Herges skarpe sorte konturer i modsætning til resten af maleriets perfekte clair obscur.

Ikke skåret ud i pap
Det er imidlertid også interessant, at erotikken i Ole Ahlbergs malerier sjældent er skåret ud i pap. I et af de bedste Tintin-malerier ser vi den unge journalist vantro betragtende en rød rumraket (hentet fra ”Månen tur-retur”) under skørtet på en smuk kvinde. Her er det beskueren selv, som henter den erotiske handling frem fra sin medskabende underbevidsthed. Det eneste, Ole Ahlberg jo viser os, er en måbende Tintin, en raket og en kvindes underkrop. Her benytter kunstneren sig af den urgamle sandhed om, at de mest sexfikserede mennesker på jorden er puritanerne, der kan finde seksuelle referencer i selv det mest uskyldige motiv. Fordi de nægter at anerkende deres egne drifter. Ole Ahlberg har da også af selv samme årsag fået hele Tintin-koncernen på nakken, fordi den mener, at han misbruger den gæve journalist og en hær af jurister er godt i gang med at udtænke, hvordan man kan få has på denne frække dansker, der er så uforskammet, at han benytter sig af sin kunstneriske udtryksfrihed

Sexet porcelæn og misbrugte fiskere
Men også på et andet plan er Ole Ahlberg en meget raffineret kunstner. I den ”musselmalede” serie, hvor man f.eks. ser en kops kongelige blå porcelænsmønster gentaget på et stykke nøgen kvindehud, fratages kvindekroppen derved en god bid af sin erotiske farlighed, mens man omvendt opdager den formmæssige lighed mellem den smukt afrundede kop og de bløde kvindeformer. Det Kongelige Porcelæn bliver pludseligt ret sexet. Kroppen og koppen bytter plads.
I sin ”Skagen”-serie, hvor Ole Ahlberg bruger og genbruger motiver fra ægteparret Anchers og P.S. Krøyers berømte malerier, er indfaldsvinklen en lidt anden. Her benytter kunstneren sig af den kendsgerning, at Anchers og Krøyers malerier på samme måde som Monets åkander i den grad er blevet opslugt af massefremstillede turistsouvenirs, at man næsten har glemt, hvor suverænt gode originalerne er. De er blevet til kitschet idyl på samme måde som den lancering af en naiv, sødladen og børnevenlig H.C. Andersen, som den danske turistbranche vil lancere os for i 2005. Tilsvarende har Michael Anchers heltemodige fisker for længst mistet sin uskyld i markedsføringens navn. Når Ole Ahlberg indsætter ham i sit maleriske univers er det netop som en parodi af og protest mod denne kommercielle udnyttelse af den sande Michael Ancher.

Det er med andre ord en alt andet end endimensional kunstner vi har med at gøre her. Ole Ahlberg får os til at grine, endda højt og befriende. Men han er samtidigt et menneske, som har et alvorligt budskab til os. Et menneske og en kunstner, som vil afsløre det skinhellige hykleri, der præger ikke mindst dele af USA og Vatikanet, hvor fundamentalistiske kristne prøver at bombe os tilbage til middelalderen med ekstremt fordomsfulde, udemokratiske og antirationelle holdninger.
Som vist er Ole Ahlberg heller ikke bleg for at konfrontere os direkte med vores egne fordomme og aversioner. Han holder et spejl op overfor os, som vi kan vælge at se på eller vende vores ansigt væk fra, men som det er svært at ignorere. Et træk, som i bund og grund kendetegner den sande humorist.

Af Tom Jørgensen

Tintin i retten

Klippet fra Politiken 26. oktober 2003

Maleren Ole Ahlberg har af en belgisk domstol fået at vide, at han er noget i retning af både ondskabsfuld og generende. Eller gør sig skyldig i det, vi herhjemme måske ville kalde unødig trætte

Det mener han naturligvis ikke selv, men når han indbringer kendelsen for næste instans, er forklaringen en anden. Han fik ikke det forventede svar på, om han i sine fotografisk realistiske malerier må bruge Tintin og andre medlemmer af persongalleriet fra den populære tegneserie.

Han har det med at placere den ellers uberørte Tintin i uvante omgivelser og endda antyde, at hans længsler ikke altid er så dydige endda. Det ville man have kunnet se på udstilingen "Dansk surrealisme" i maj i fjor i galleri Racine & L'Oeil i Bruxelles, hvis ikke "Moulinsart", der ejer rettighederne til Tintin, få minutter før ferniseringsgæsterne indfandt sig, med bulder og brag og økonomiske trusler krævede billederne med inspiration fra Hergés tegneserie og Magritte brændt inden for 24 timer.

Ole Ahlberg malede sit første Tintin-billede for ca. fem år siden. "Han vil sikkert glide ud af mine malerier, men endnu har jeg en glæde og lyst ved at bruge tegneseriens figurer. Retssagen koster mig penge, men det er nødvendigt for mig at få besked om, hvorvidt jeg er i min gode ret. Derfor går jeg videre".

Tintin på afveje

Den populære figur og hans tegneserievenner går på damejagt i den danske kunstner Ole Ahlbergs billeder. Men det må han ikke for selskabet, der ejer rettighederne til Tintin.

Uddrag af Birger Thøgersens artikel i Politiken. 19. juni 2003

Tintin er røget af dydens smalle sti. På et billede stirrer han mod Månen, og vi kan kun gisne om, hvad han tænker, hvorimod det på et andet ligger mere lige for. Da er han på spring efter et par halvbare dameben med overliggende bagdel.

Ophavsmanden er selvsagt ikke Tintins far, den nu afdøde, belgiske tegner Hergé, men billedkunstneren Ole Ahlberg, hvis brug af denne af kvindehånd uberørte tegneseriefigur er blevet temaet for en retssag i Bruxelles.

Her, i byens Palais de Justice, skal Ole Ahlbergs advokater fra firmaet Lallemand & Legros i dag forsøge at overbevise en dommer om, at den danske kunstner ikke har forbrudt sig mod ophavsretten Det er tværtimod hans modpart, selskabet Moulinsart, der med sin fremfærd blander sig og krænker hans ret til som kunstner selv at vælge virkemidler, hedder det.

»Hvem skal bestemme, hvilke figurer jeg må bruge, og hvordan jeg udtrykker mig kunstnerisk.Om jeg må afbilde en bestemt ølflaske eller f.eks. musselmalet porcelæn«, siger 53-årige Ole Ahlberg, hvis teknik er præget af fotografisk realisme:

Ødelagt udstilling
Ole Ahlberg skulle i maj i Bruxelles optræde sammen med Ole Tonsgaard i galleriet Racine & L'Oeil på en udstilling, 'Dansk surrealisme', der havde den danske ambassade som protektor.

»Tre minutter før ferniseringen med inviterede gæster dukkede man op med et krav om, at mine billeder med figurer fra Tintin og Magritte inden for 24 timer skulle brændes, og at jeg derudover skulle falde et beløb svarende til ca. 75.000. Skete det ikke, truede de med at sende sagen til retten, og så ville det blive meget dyrere. Det var dødpinligt«, siger Ole Ahlberg.

Dansker giver Tintin sexliv

Uddrag af Claus Kraghs artikel i Politiken 20. juni 2003

Den danske kunstner Ole Ahlberg har tilladt sig at bruge Tintin-figuren i lettere erotiske malerier. Det bryder Tintin-Imperiet sig ikke om, og derfor trak man i går Ole Ahlberg i retten i Bruxelles.

Tegneseriehelten Tintin er blevet så populær over hele verden, at han ikke længere alene tilhører sin skaber, tegneren Herg´e og dennes arvinger, men derimod hele menneskeheden. Og derfor er den danske kunstner Ole Ahlberg i sin gode ret til at bruge Tintin i sine surrealistiske malerier. Det var hovedargumentet, da Ahlbergs advokat, Gautier Broze i går plæderede for frifindelse ved den retssag i Paris, hvor Tintin-imperiet forsøgte at få Ahlbergs malerier forbrudt. "Jeg glæder mig til at sagen bliver overstået. Men jeg har ikke villet give mig. Jeg elsker Tintin, Haddock og Hergé, men der er ingen, der skal bestemme, hvilke motiver jeg må bruge", siger Ole Ahlberg.

Ole Ahlberg

Set af Peter Michael Hornung, Politiken fredag den 26. november 2001:

Umulige konfrontationer Sagt lidt enkelt handler den klassiske surrealisme om at konfrontere ting, sager og skikkelser, som i erfaringernes virkelige verden aldrig hinandens naturlige naboer. Det kan f.eks. være stykke legetøj og et manipuleret billede af en historisk person efter et fragment af en tegneserie som Tin Tin og så en pin-up pige etc. Billedfladen er et taknemmeligt mødested for selv de allermest underlige aftaler mellem objekter og personer. Ole Ahlbergs surrealistiske maleri tager udgangspunk i sådanne irrationelle og ulogiske kombinationsmuligheder, og han har masser af malerisk teknik til at gøre disse umulige møder mulige og ‘kunstnerisk’ troværdige. Han kan male årringene i træ helt præcist, han kan lade en belyst baggrund tone gradvis ud i mørke, han kan give kaptajn Haddock mere volumen, end Hergé selv gjorde etc. I detaljens gengivelse er det ikke meget, Ole Ahlberg mangler at kunne for at være en mester. Lidt anderledes forholder det sig, når man ser på helheden. For så kan man — trods håndværket, trods humoren — savne overraskelserne og den idémæssige spændvidde. Utvivlsomt kan Ole Ahlberg opnå meget ved blot at variere formatet på sine malerier og f.eks. male flere billeder i tværformat: Nye formater vil tvinge ham til at tænke i nye motiver nye kompositionsformer. Der er så mange muligheder, som venter.

Tin Tin og erotikken

Set af M. Rasmussen, Kunstavisen – november/december 2001

Hvor langt kan man drive ikonografien før den bliver banal? Ole Ahlberg forsøger med stor dristighed at holde sig lige indenfor kanten. Han leger med vores ikoner i malerier hvor han maler billede i billede, tager os med indenfor og udenfor. Den indre og ydre virkelighed, stiller spørgsmål om det hele bare er en illusion, bare for sjov. I afstemte blågrå toner med enkelte klare farver tager han os med ind i sit legende univers, hvor intet er helligt og alt kan lade sig gøre.

I det midterste billedfelt optræder ofte dele af kvindekrop, i rammen udenom en brugsting, eksempelvis en musselmalet kop, hvor kvindekroppen også er musselmalet. Spørgsmålet er hvor langt vi skal gå i tolkningen. I renæssancen maledes ofte en vase i forbindelse med Jomfru Maria for at symbolisere hende som et kar (livmoder) for Guds søn. Med det i tankerne kan Ole Ahlbergs musselmalede kvindekrop ses som en ting til indhold. Selvom kroppene er iført ”let lingeri” er de altid påfaldende jomfruelige uden antydning af erotik ligesom Ole Ahlbergs yndlingsmotiv Tin Tin (jeg må for god ordens skyld oplyse, at jeg er kvinde). På et billede svæver Kaptajn Haddock ude i rammen på vej ind til det indre billede for at undersøge et strømpebånd med indhold, det virker mere klinisk end vulgært. I et andet billede er en legetøjsand hovedperson både i det centrale billede og i rammen. Der er en løssluppenhed og morskab over udstillingen, men samtidig en snert af noget farligt, billederne er yderst lækre at se på, perfekt malehåndværk, delikate farver, men det er med en troldsplint i øjet. Ole Ahlberg siger selv »det er sjovere at være alvorlig på en sjov måde”. Men kig selv ind og bedøm. Det er Sct. Clemens, der er i gang med en inspektion af et kvindeskød, der tager imod i gallerivinduet. Udstillingen på Galerie Gerly varer til 28. november.